Sanseoplevels

Morgenmagi i mørket - en sanselig og uforglemmelig oplevelse på Grenen

Hverdagslykke

Jeg havde kun 2 dage i Skagen og ville opleve naturen. Aften inden havde jeg den tanke:

“Hvis jeg vågner tidligt, vil jeg tage en tur i mørket ved Vesterhavet.”

Lidt over kl. 5 næste morgen vågnede jeg og kiggede ud af vinduet. Det var mørkt, men ikke helt så mørkt, som jeg havde forventet.

Jeg tog varmt tøj på og snørede mine støvler godt – vigtigt med godt fodfæste, når jeg skal gå alene i mørket.

Da jeg trådte ud af bilen, blev jeg mødt af et dybt mørke – langt mørkere, end jeg havde regnet med. Selvfølgelig havde jeg glemt min pandelampe, og da jeg straks fik snublet over en lille kantsten på parkeringspladsen, blev jeg på meget håndgribelig vis mindet om at være nærværende og opmærksom.

Men der er noget helt særligt magisk ved det. Fyrtårnet oplyste stien, så jeg kunne se et par skridt foran mig. Skønt at høre de beroligende bølger og mine fodtrin i sandet. Jeg kunne skimte en lang række skibe som små perler på horisonten – resten var bare MØRKT.

Da jeg nåede Grenen, begyndte jeg så småt at fornemme landskabet omkring mig tydeligere. Konturerne af klitterne, havet på begge sider, den særlige energi, der altid er deroppe.

Hver morgen plejer jeg at lave yoga eller meditere, så jeg besluttede at prøve at meditere stående midt i mørket.
 Jeg stod stille med lukkede øjne i måske 10 minutter, og da jeg åbnede dem, var jeg omgivet af en tæt tåge.
Jeg blev lidt overrasket og tænkte: “Skal jeg skynde mig tilbage til klitterne?” Men blev hurtigt enig med mig selv om, at jeg måske skulle blive, og at tågen ville lette.

Jeg stod der en times tid – i tågen. Når man har prøvet naturterapi, kan man ikke undgå at tænke over symbolerne og blive berørt over den magi, der opstår.
Det var magisk at være alene, mærke og sanse naturen, og fornemme, at det langsomt blev lysere.
Den stille vandring tilbage i tågen var også meget sansende.

Jeg er SÅ taknemmelig for, at jeg har lært – eller er blevet afhængig af – at komme ud i naturen, og ikke længere tænker over, om jeg har lyst.
Hver gang jeg er ude i naturen, bliver jeg fyldt med energi, men denne morgen var noget særligt. Vesterhavet i mørket satte sig dybt i mig – nogle oplevelser husker vi med alle vores sanser. Denne var én af dem.